email: mrallanalfred@gmail.com tlf: (+45) 50526323

Ph.d.-studerende starter visionært samarbejde med Novozymes

Af: Nicoline Leisner, HR og Kommunikation – artiklen blev udgivet d. 1 feb på RUC´s Nyhedsportal

Fra den 1. februar skal en ny Ph.D.-studerende fra RUC samarbejde med Novozymes. Han skal forske i sociale mediers muligheder for vidensdeling og tværfagligt samarbejde.

Hvordan genererer sociale netværk ny og brugbar viden? Hvad driver netværk og det enkelte menneske til vidensdeling via sociale medier? Og hvilken viden er der tale om? Det er den slags spørgsmål, som Allan Alfred Birkegaard Hansted håber på at kunne besvare om tre år. Han er blevet optaget som Ph.D.-studerende ved Institut for Kultur og Identitet (CUID) på Roskilde Universitet og skal til februar starte på flere års forskning.

Allan Alfred skal være bindeled mellem RUC og Novozymes Innovation Office, som er en del af forskningsafdelingen Research & Development. Han skal arbejde på at udvikle nye metoder for vidensdeling,  som sker på tværs af kulturelle organisationer, forskningsmiljøer og landegrænser. Det sker med et fokus på, hvordan nye sociale kommunikationsteknologier kan skabe en ny infrastruktur for kommunikation, netværk og samarbejde.

Sociale netværk i fokus
»Jeg skal undersøge, hvordan de sociale medier kan bygge bro til ny forskning og ny viden,« fortæller Allan Alfred, der netop er vendt hjem fra Zürich. Her deltog han sammen med  Thomas Schäfer og Benedikta Hedegaard fra Novozymes Innovation Office  i en lukket konference om disse emner. Han fortæller, at forskningen skal sætte fokus på, hvorfor og hvordan specielt internetbaserede netværk er afgørende for den tværgående vidensgenerering i fremtiden.

»Der skal eksperimenteres i nye kommunikationsformer til at opnå viden. Der skal skabes grobund for nye samarbejder, hvor alle parter kan bidrage og få noget ud af det hver især. Samarbejder der skal kaste ny viden af sig og gå på tværs af virksomheder og institutioner,« fortæller den engagerede Ph.d.-studerende, der kun lige er ved at starte det nye samarbejde op.

Novozymes vil skabe nyt netværk
Den nye forskning skal være grundlaget for Novozymes’ udvikling af et online netværk til vidensdeling. Novozymes kan derfor bruge samarbejdet til at skabe innovation og mulighed for at få relationer og videnskanaler, som kan åbne op for nye muligheder og nye markeder for virksomheden. Projektlederen for dette er Benedikta Hedegaard, som for nylig blev ansæt fra CBS med speciale i Innovation Management.

Derfor skal Ph.d. projektet ikke kun være af teoretisk natur, men også praksisorienteret, når den skal munde ud i skabelsen af det tværfaglige netværk, som Novozymes kan gøre brug af i fremtiden. Det skal ske i et samarbejde med RUC og CIEL (Copenhagen Innovation and Entrepreneurship Lab).

Filosofien skal i spil
Den ph.d.-studerende vil blive tilknyttet Afdelingen for Filosofi og Videnskabsteori på RUC. Allan Alfred skal derfor beskæftige sig med filosofi, og hvordan praktisk erfaring i filosofi kan bruges i forskningen.

»Fagfilosofien operer ofte isoleret og abstrakt og har slet ikke nok erfaringer. Den praktiske erfaring er dog præmissen for at eksperimentere og verificere filosofiens opstillede teser og tankesæt. Jeg vil mene, at teorierne i høj grad allerede findes, men nu skal de tages ud af det filosofiske system og gøres levende via rigtige mennesker for at forny sig og gøre sig gældende,« fortæller han.

Udenlandsk viden skal bidrage
For at optimere forskningens relevans, skal Allan Alfred indsamle empiri på en fire måneders ophold i Californien i efteråret 2012. Han skal blandt andet til Stanford University, der praktiserer tværgående samarbejde med vidensvirksomheder i Silicon Valley. Derfor får han mulighed for at møde udenlandske forskere samt relevante vidensvirksomheder og trække på deres erfaring.

For at studere internettets kommunikationsformer i praksis vil han desuden løbende omdanne resultaterne fra rejsen til små film, der fra medio februar kan følges på networkssociety.org.

Allan Alfred er uddannet i filosofi med sidefag i Film- og medievidenskab på Københavns Universitet. Derudover har Alfred en baggrund som iværksætter og startede bl.a. netværksvirksomheden kollaboration.nu i 2007 og vidensnetværket wecollaborate.org 2008. Derudover har Allan Alfred sammen med de to andre filosofiuddannende, Kristian Martiny og Martin Munk etableret erfaringsnetværket for samfundsrelevant filosofi coph.org (coph – collaborative philosophy).